Dexia – en lærestreg i beskedenhed for bankfolk

Bankerne har ikke lært af 2008

Avisen Le Soir’s financielle ekspert Pierre-Henri Thomas siger, at 4 mia. euro er en god forretning for den belgiske stat. Det er noget andet med den statsgaranti, der skal stilles, på de 54 mia. euro. De 90 mia. euro i “bad bank” er delt mellem Belgien, Frankrig og Luxemburg. Banken har egenkapital nok, men statsgarantien stilles, for at banken kan låne, forklarer Thomas. Thomas siger, at Dexia ledelsen uden tvivl er ansvarlig, for efter 2008 er man fortsat med den samme financieringsmåde, høje lønninger og bonus. Det er det samme med BNP Paribas. Det er chokerende, siger Thomas og irriterende, at man er fortsat med at lave bank som før 2008.

Den alvorligste krise siden Anden Verdenskrig

Dexia er den første dominobrik. Staterne skal have større indflydelse på bankverdenen, ellers er det hver gang samfundet, der skal betale. Det er ikke normalt, mener Thomas, at overskuddet privatiseres, og tabene nationaliseres. Det er den alvorligste krise siden Anden Verdenskrig og overgår langt den i 1929. Thomas slutter interviewet med at sige, at Dexia er en lærestreg for bankfolk, en lærestreg i beskedenhed. De skal passe deres arbejde og ikke spekulere i opsparernes penge og udsætte dem for en umådelig stor risiko for at få en bonus.

Banken skal tilbage til sine rødder

I søndagsdebatten Mise au Point d. 9.10. på frankofont belgisk tv, RTBF, blev der talt om Dexia-sagen. Eric de Keuleneer, økonom, sagde, man “skal pålægge bankerne enkle regler for at begrænse risici.” De Keuleneer har i årevist talt om, hvad der ville ske i bankverdenen, men blev anset for at være en “underlig én”.

De Keuleneer mener, nationaliseringen er den bedste strategi i øjeblikket. Dexia fungerer godt, men skal hurtigt stabiliseres for at beholde sin kundekreds. Regeringen skal beslutte, hvem der leder banken, og risici skal reduceres. Banker skal ikke forsøge at tjene mest muligt, siger de Keuleneer, men skal reducere risici og sørge for basisydelser. Den belgiske del af Dexia har udlånt for mange penge, især til Frankrig: ”I de senere år, blev den belgiske bank forpligtet til at tage en række risici for et beløb, der overstiger dens egenkapital”, sagde de Keuleneer.

Opdatering 10.10.2010. kl.15.53: De Keuleneer siger til Le Soir, at der havde været andre muligheder for Dexia, men så skulle ledelsen have fulgt Europa-Kommissionens anbefalinger, der i 2010 rådede til, at Dexia skilte sig af med en meget større del af sin portefølje. Der skulle være skabt en bad bank dengang under bedre markedsvilkår, men dengang affejede den fransk-belgiske gruppe disse anbefalinger under påskud af, at det ville underminere Dexia-modellen, men det man ser i dag er, at den model ikke var bæredygtig, fortsætter Eric de Keuleneer. Desuden illustrerer Dexia-tilfældet perfekt det faktum, at lobbying i en bankledelse er i modsætning til offentlighedens interesse og ofte også i bankens, siger de Keuleneer.

Konsekvenser ved købet af Dexia

Om konsekvenserne ved statens køb af Dexia, skriver Le Soirs’s journalist Pierre-Henri Thomas, at for kunderne ændres intet. Staten har lovet at garantere indskud til sidste cent, selv det der er over 100.000 euro. Og da banken ikke er gået fallit bliver alt honoreret.

For aktionærerne er det svært at sige, hvad der bliver tilbage, men ikke meget. Nogle mener, at en Dexia-aktie ikke er mere end 0,2 euro værd.

For staten forventes redningen af ​​banken i teorien at koste den et beløb svarende til 1% af BNP.

For medarbejderne er det især spørgsmålet om skæbnen for 600 medarbejdere i holdingselskabet (250 i Frankrig, 350 i Belgien) og 500 medarbejdere i IT-gruppen, der endnu ikke er afgjort. Men, siger en kilde tæt på Dexia, “mange af disse medarbejdere har kompetencer, som ikke findes andre steder og de bør kunne ansættes i enhver forretningsenhed.”