“Han må have været fuld”, sagde min rumænske veninde, der mistede mere end 60 familiemedlemmer i Auschwitz. “Nej”, sagde jeg. “Han undskyldte da bagefter”, fortsatte hun. “Han er stolt over at være blevet bortvist”, oplyste jeg. “Det vil jeg ikke fortælle min bror i Israel, for han sætter danskerne så højt. En skam, for Von Trier laver ellers nogle gode film”, sluttede hun på Skype.
I sin analyse af, hvorfor han blev smidt ud, kommer Von Trier med en skjult provokation i anledning af bortvisningen af ham:
“Jeg tror, at en af grundene er, at franskmændene selv behandlede jøderne dårligt under anden verdenskrig. Derfor er det et ømtåleligt emne for dem. Jeg respekterer Cannes-festivalen meget højt, men jeg forstår også, at de er meget vrede på mig lige nu”.
Banalisering af nazismen
Når Lars Von Triers udsagn chokerer, er det fordi de banaliserer nazismen og dens forbrydelser. Von Trier sagde bl.a. :
“Nej, jeg vil bare sige om kunsten … altså jeg er stor tilhænger af Speer. Albert Speer kan jeg lide. Han var måske ikke et af Guds bedste børn, men han havde nogle kvaliteter, som det var muligt for ham at bruge under …”
Albert Speer blev dømt sammen med andre højtstående nazister til 20 års fængsel. Han sad fængslet indtil 1966 for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Speer erkender selv i sine erindringer, at han var en brik i Holocaust og lod sig bruge af et system, der havde dybt kriminelle formål. Speer designede sammen med andre arkitekter de enorme massemøder i 30′erne som kirkelige ceremonier. Nazisterne brugte religiøs staffage, og deres antisemitiske ideologi var udtryk for på den ene side en politisk religion, på den anden side religiøse politikker. (2)
Også efter pressekonferencen i Cannes banaliserede Von Trier nazismen. Det er problematisk, for Hitler var som bekendt besat af ønsket om at udrydde en befolkning, og det kræver en absolut afvisning. Der er ikke bare tale om én mulighed ud af andre.
Frankrigs medansvar for jødeudryddelserne
Lars Von Trier mener, at en af grundene til, at han blev persona non grata/uønsket på Cannes-festivalen, skyldes, at franskmændene har dårlig samvittighed over deres ansvar for jødeudryddelserne under anden verdenskrig.
Det er helt korrekt, at regeringen i Vichy havde en aktiv vilje til at samarbejde med besættelsesmagten. Staten blev en virksomhed, der opsatte mennesker i hierarkier og udførte statsracisme. (1) Man var særdeles ihærdige med at registrere og arrestere jøder. Man skilte mødre fra deres børn og deporterede børnene, selv om tyskerne endnu ikke havde bedt om det. Fra en lejr i Frankrig blev 3000 mødre deporteret til Auschwitz. De troede, deres børn kunne blive i Frankrig, da de havde fransk statsborgerskab. To uger efter ankomsten til lejren fik de 3000 kvinder at vide, at deres børn var blevet deporteret.
Efter 1945 skjulte Frankrig sit medansvar for jødeudryddelserne. Man ville ikke dele franskmændene, men forsone dem. Der blev skabt et billede af, at der kun var tale om en lille del, der havde samarbejdet med tyskerne, og at flertallet stod bag De Frie Franske i London, ledet af General de Gaulle.
Mitterand forlængede denne holdning under sin præsidentperiode. (1) Han lagde f.eks. blomster på Pétains grav. Pétain var statschef for samarbejdsregeringen i Vichy, hvor Mitterand selv havde arbejdet som ung mand, inden han sluttede sig til modstandsbevægelsen. Mitterand var desuden ven med René Bousquet, der havde været politidirektør i Vichy regeringen. Han organiserede razziaer både i den frie og i den besatte zone. Han fik en dom i 1949, men blev benådet med det samme. Mitterand spiste frokost med Bousquet hver uge, og i 1974 støttede Bousquet økonomisk Mitterands præsidentkampagne.
Børnene fra børnehjemmet Izieu, deporteret af Klaus Barbie. 42 børn og 5 voksne blev udryddet i Auschwitz, lederen og to af de ældste børn kom til Tallin og blev henrettet
Præsident Chirac fik hul på bylden i 1995
Det tog Frankrig mere end 50 år at erkende medansvaret for jødeudryddelserne mellem 1940-44 og se det i øjnene. Det skete takket være Jacques Chirac, da han blev præsident. Han tog hul på bylden med sin berømte tale 16. juli 1995 til minde om razziaen på Vintercykelbanen i Paris 16. og 17. juli 1942. Han ville sige sandheden om Frankrig mellem 1940 og 44.
Disse mørke timer vil for altid forurene vores historie, sagde Chirac, hvor den franske stat udleverede dem, den skulle beskytte, til deres bødler. Besættelsesmagtens kriminelle vanvid blev hjulpet af franskmænd og den franske stat. Chirac opfordrede til tolerance og manede til agtpågivenhed over for højreekstremisme og fremmedfjendsk ideologi. I dag er der fremmedfjendske partier, der medvirker til intolerance. Men intet er betydningsløst, intet er banalt. Racistiske forbrydelser, provokationer i alle former, små sætninger næres af samme kilde, sagde Chirac.
Myten om Frankrig der ydede modstand blev også ødelagt, da der blev lavet en række film om krigen, bl.a. “Chagrin et la pitié” af Max Ophüls, “Le vieil homme et l’enfant” af Claude Berri, “Lacombe Lucien” og “Au Revoir les enfants” af Louis Malle, samt “Beslutningen” af Roselyne Bosch. En film som “Lacombe Lucien” viser, hvordan tilfældighed og ligegyldighed får en ung franskmand til at arbejde for Gestapo. Både “Au Revoir les enfants” og “Le vieil homme et l’enfant” er selvbiografiske. Også bøger af Patrick Modiano og Joseph Joffo var medvirkende til et andet syn på fortiden.
Blandt franske historikere havde der været en form for generthed over at tage fat på emnet, sagde en ekspert i en tv-debat.(1) Den første til at tage emnet op blev en amerikansk historiker Robert Paxton, der med sine undersøgelser viser, at Frankrigs samarbejde med tyskerne var helt frivilligt og ikke påtvunget af besættelsesmagten. Jeg har tidligere skrevet på min blog om en bog om de belgiske myndigheders føjelige samarbejde med tyskerne.
De fleste jøder blev reddet i Frankrig
I 1933 forlod mange jøder Tyskland, mellem 52.000 og 53.000. 25.000 tog til Frankrig, men man kunne ikke absorbere dem. De blev opbevaret under usle forhold og var ved at dø af sult. 17.000 af dem pakkede og rejste “hjem” til Tyskland, for når man skulle dø af sult, så hellere dø i Berlin. (2)
Mellem 1939 og maj 1946 blev cirka 600.000 mennesker interneret i lejre i Frankrig: politiske modstandere, jøder, sigøjnere og almindelige lovovertrædere.
I Frankrig var der i 1940 70.000 jøder under 18 år. 11.400 blev arresteret – især af Vichy-politiet – og deporteret til Auschwitz, 6000 af dem i løbet af bare én sommer, i 42. Kun 200, mest unge mennesker, kom hjem igen. I de jødiske samfund i Europa er Frankrig dog det sted, hvor procentvis flest jødiske børn blev reddet. Det skyldes sympati fra den ikke-jødiske befolkning, både kristne og ikke-kristne samt jødiske organisationer.
I 1940 var der i Frankrig 320.000 jøder, heraf var halvdelen udlændinge. Ud af cirka 75.000 deporterede jøder fra Frankrig, kom kun 2.500 tilbage igen.
Da jeg i 90′erne var på kursus på Yad Vashem i Jerusalem i Holocaust studies for danske lærere, sagde kursuslederen: “Husk at fortælle jeres elever om de mange, der var med til at redde jøderne. Og husk også at fortælle, at vi alle har det onde i os. Det det gælder om er at undertrykke det”.
Præsident Sarkozy sammen med Simone Veil, tidl. minister og formand for Europa-Parlamentet. Hun blev 16 år gammel deporteret til Auschwitz i 1944 sammen med sin mor, der døde af tyfus i lejren. Faren og broren blev deporteret til Litauen og vendtealdrig hjem
Opdatering 24.maj:
Hvad Trier mente Politikens netavis, 24.maj.2011
I’m not a Nazi but things went terribly wrong – Lars Von Trier, interview RT, 21.5.2011
Kilder :
1. Debat på LCP om Vichy og jøderne, 25.9.2010
2. Jewish Reactions to Holocaust, Yehuda Bauer, Mod Books, 1983
3. Akadem, Le campus numérique juif : 11 400 enfants, Le mémorial des enfants juifs déportés de France (60 mn), Serge Klarsfeld, advokat og historiker
4. La Shoah, La mémoire nécessaire, Milan, 2006
5. De 11.400 jødiske børn der blev deporteret fra Frankrig mellem juni 1942 og august 1944, udgivet af Paris’ rådhus
6. 3. Jeg hedder Arlette og jeg overlevede Auschwitz Se videoklip
Diverse links
“Oh, Lars, das war aber heftig”, Welt am Sonntag, 22.5.2011
BBC interview med Lars Von Trier
Opinion: Lars Von Trier has a penchant for provocations, Jochen Kürten, Deutsche Welle, 20.5.2011
Yad Vashem, The Internationale School for Holocaust Studies
Skjulte jødiske børn i Belgien egen side
Det føjelige Belgien – om Belgien og jødeforfølgelserne min blog
Min blog om Tyskerne og jøderne af Peter Longerich
At sætte ord på fortiden er ubærligt
Blogejeren takkes for (endnu) et tankevækkende og smukt gennembelyst emne. Frankrig rummer i dag verdens 3die største population (efter Israel og USA) af jøder (ca. 500.000 – kilde: Jewish Virtual Library). Om det så skyldes, at “I de jødiske samfund i Europa er Frankrig dog det sted, hvor procentvis flest jødiske børn blev reddet”, skal kommentatoren helt afholde sig fra at vurdere.
Frankrig opleves af mange (herunder denne signatur) som et vidunderligt og mangesidigt land med et af verdens smukkeste sprog. Samme sprog indeholder glosen “la tolérance”; sidstnævnte gradbøjes fortsat afhængig af emnerne politik, sex, moral, kultur, kommunikation, innovation m.fl. med en nærmest virtuos form af såvel “elegance” som “arrogance”.
Nævnte ords betydning kunne også anvendes om Den 5 Republiks femte præsident, den snart 80årige Jacques Chirac. Men det tjener til denne sammensatte og erfarne politikers ære, at han – som indlægget belyser – rullede noget af det historiske teatertæppe til side.