Med 200 franske ord som bagage kom 20-årige norske Eva Farseth til Paris i 1964. Hun blev au-pair hos en fransk familie og gift med sønnen, der læste til læge. Ved siden af sekretærarbejde læste hun jura. Efter eksamen arbejdede hun som juridisk rådgiver på et psykiatrisk hospital, og i 1981 bestod hun med glans en ansættelsesprøve for undersøgelsesdommere. I dag er hun medlem af det franske parti Europe Ecologie-Les Verts (De Grønne) og medlem af Europa-Parlamentet. Hun er partiets kandidat til præsidentvalget i 2012. I meningsmålinger ligger hun mellem 7 -11 procent.

En livskamp mod korruption

Som undersøgelsesdommer i sager om økonomisk kriminalitet, begyndte hun og hendes medarbejdere at anvende efterforskningsmetoder, der hidtil ikke havde været anvendt i sådanne sager: aflytning, overvågning, beslaglæggelse, varetægt, stævning osv. Hun blev landskendt i forb. med efterforskningen af Bernard Tapie og banken Crédit Lyonnais. Tapie var chef for fodboldklubben Olympique Marseille og blev i 1995 idømt fængselsstraf for svindel og korruption.

Eva Joly stod også i spidsen for efterforskningen af den største korruptionsskandale i Frankrig efter Anden Verdenskrig: sagen mod det statsejede olieselskab Elf Aquitaine, der rystede både erhvervsliv og det politiske liv. På et tidspunkt måtte hun have 6 sikkerhedsvagter om sig døgnet rundt.

Eva Joly ses bag den tidl. franske udenrigsminister Roland Dumas i 2001. Dumas blev dømt i Elf-sagen, men frifundet ved appel.

Efter Elf-sagen tog Eva Joly til Norge. I et interview fortalte hun, at hun har deltaget i verdensbankens arbejde for at opbygge institutioner mod korruption i udviklingslandene, forhandlet FNs konvention mod korruption. Hun har set, at retfærdighed ikke gælder, at retfærdighed ikke producerer retfærdighed. Overalt i verden er to niveauer. Retfærdigheden virker temmelig godt for små-tyve, men ingen steder for de magtfulde.

Kampen skal rettes mod skatteparadiserne

Eva Joly mener, at kampen skal rettes mod skatteparadiserne, hvor internationalt kendte banker er involverede i hvidvaskning af penge. Der er behov, siger hun, for dybtgående ændringer i lovgivning og retspraksis.

Hun har skrevet flere bøger. Den sidste sammen med Maria Malagardis hedder “Hverdagshelte”. “Rystende læsning”, skrev Morgenbladet. “Eva Joly beskriver en endeløs kamp mod korruption, der aldrig vil blive vundet. Fascinerende formidler hun at kampen alligevel nytter”.

I Dagsavisen stod: «Vårt allmaktsinstinkt har ingen grenser. Elitene unndrar seg samfunnets kontroll og forgifter seg selv i lukkede miljøer. De innvies i de samme nettverkene og bukker under for den samme rusen. Det er menneskelig», skrev Joly i «Er det en slik verden vi vil ha?». En slik verden vil vi jo ikke ha, og denne boka er om ikke annet enn bekreftelse på at det finnes mennesker som utrettelig jobber for å stanse korrupsjonens konstant kvernende mølle.”

Korruptionen røber sig i småting

Eva Joly er ikke tilhænger af abstraktioner eller begreber. Hun foretrækker det virkelige. Detaljer og ting røber helheden, udtaler hun:

“Korruptionen kan man allerførst læse på væggen til lejligheder, som pludselig er indkøbt, vægge som er smykket med udsøgte malerier. Vi finder den på fakturaer, gemt i skotøjsæsker. Den røber sig i småting, som i safe-boksene på luksuriøse hotelværelser i Luxemburg – hver boks kan rumme en kuffert. Under en efterforskning konstaterede jeg med mine egne øjne, at en udenlandsk borger let kunne tage 40 mio svejtserfrank med sig og sætte dem ind på en konto i Liechtenstein, uden at nogen stiller spøgsmål ved det. Det er nemlig helt normalt, helt banalt”. (p. 10)

Korruptionen træder også frem i omgivelserne, siger Joly. I Napoli er det ophobningen af det giftige affald, der antyder korruptionens omfang. Andre steder er det ulovligt opførte betonhuse mod stranden, som i Spanien, eller huse, der falder sammen som korthuse, når der er jordskælv, som i Tyrkiet.

Hvor bliver pengene fra Gabons olie af?

Norge har prioriteret kampen mod korruption, skriver Eva Joly i forordet til “Hverdagshelte”. Siden landet pludseligt blev rigt på Nordsøolie i 1970erne, har en uafhængig investeringsfond, verdens næststørste, styret overskuddet af olieudvindingen i form af opsparede midler til fremtidige generationer. Kun 4% bruges på kort sigt.

Et afrikansk land som Gabon får ikke lov at beholde pengene for sin egen olie. Her er der huller i vejene, dødsklinikker i stedet for sygehuse. Hvor bliver pengene fra Gabons olie af?

Alt hænger sammen, siger Joly, forurening, udplyndring af ressurcer, den genstridige fattigdom, de ulovlige pengestrømme, skatteparadiserne.

John Christensen – en hverdagshelt

Kapitel 1 i “Hverdagshelte” handler om John Christensen, der voksede op på kanaløen Jersey. Søn af en dansk far og en britisk mor. John opdagede, der var noget galt, da han efter sine økonomistudier tog til Malaysia for at studere landbrugskooperativernes juridiske organisation. Systemet er fuldstændigt destruktivt: For hver euro der investeres i bistand til landene i Syd, forsvinder 5 euros til skatteparadiserne. Efter Malaysia besluttede John sig for at arbejde som økonomisk rådgiver for myndighederne på Jersey for at finde frem til sandheden om skatteparadiserne.

Krisen i efteråret 2008 gjorde, at man pludselig opdagede, at visse bankdirektører opfører sig som rigtige mafiabosser, siger John Christensen. De skjuler den skadelige virksomhed i enklaver, hvor de kan unddrage sig lovene for at forfalske konti og skjule kolossale formuer.

Man kan ikke få bugt med fattigdommen, for penge, der burde gå til udvikling, forsvinder fra de fattige lande. Pengene placeres ofte i England, i City of London, verdens største skatteparadis. En by der styres af en stat i staten: London-lauget. Det er en fantastisk politisk lobbygruppe. Ingen regering kan knække den, siger John Christensen.

Ved at skattebegrebet forbindes med en byrde, forvrænges sproget: skatteoptimering, siger John. Middelklassen og de fattige borgere må slide mere for at fylde hullerne og få sygehusene, skolerne, politiet og andre offentlige tjenester til at fungere.

Taxjustice Network

I dag arbejder John Christensen som generalsekretær for Taxjustice Network, der blev oprettet i 2002. Netværket kæmper mod skatteunddragelse og mod skatteparadisernes greb om verdensøkonomien. Der er afdelinger i 60 lande, og mere end 600 forskere og journalister er tilknyttet. John Christensen er medlem af Royal Academy of Arts. Ligesom også Al Gore, Joseph Stieglitz og Stephen Hawking.

I 2009 afslørede en undersøgelse i the Guardian, at flertallet af britiske storkoncerner brugte sofistikerede oplæg for at undslippe skattemyndighederne. I 2006 unddrog 30% af de allerstørste sig al skat. Ifølge the Guardian svarer den manglende skatteindtægt til 12 mia pund, nok til “480 skoler, 300 sygehuse og 1,3 mio nye børnehavepladser”. pp. 38-39.

Kilder:

Store norske leksikon om Eva Joly

“Hverdagshelter”, Eva Joly, Tiden Pocket, 2010

Omtale af bogen:

Dagsavisen, 16.9.2009

Eva Joly says May run against Sarkozy in 2012, Reuters

L’Inflexible, 23.10.2003, L’Express

Elf, une affaire, deux femmes, 15.10.2007, Télérama

Wikipedia på engelsk om Eva Joly

Gästblogg: Eva Joly: Läxor att lära av den ekonomiska härdsmältan

Interviews på tv:

20.10.2009 interview med Le Nouvel Observateur : Karachi affæren omtales. Klik her for at se og høre om Karachi affæren.